Persondatapolitik
Senest opdateret 9. september 2026
Når du skriver til mig eller tilmelder dig nyhedsbrevet, får jeg oplysninger om dig. Her står det, jeg gør med dem. Jeg har skrevet det i almindeligt dansk, fordi du skal kunne læse det uden at være advokat.
Hvem er ansvarlig
Tue Nielsen
Mænd der mærker
Æblehaven 4, 3400 Hillerød
CVR 41882549
tue@knudenimaven.dk
Telefon 42 51 50 26
Jeg er dataansvarlig for de oplysninger, du giver mig gennem denne side.
Nyhedsbrevet
Tilmelder du dig nyhedsbrevet, gemmer jeg din mailadresse og datoen for din tilmelding. Jeg bruger den udelukkende til at sende dig nyhedsbrevet.
Grundlaget er dit samtykke. Det betyder også, at du kan trække det tilbage når som helst. Der er et afmeldingslink i bunden af hver eneste mail, jeg sender, og trykker du på det, er du ude med det samme.
Jeg gemmer din mailadresse, indtil du melder dig fra. Melder du dig fra, bliver den slettet inden for 30 dage.
Når du skriver eller ringer til mig
Skriver du til mig om en samtale, får jeg det, du selv vælger at skrive: typisk dit navn, din mailadresse eller dit telefonnummer, og det du har på hjerte. Jeg bruger det til at svare dig og til at aftale en tid.
Nogle af jer kommer til at skrive noget om, hvordan I har det. Det kan være oplysninger om dit helbred, og dem behandler jeg kun, fordi du selv har valgt at give mig dem, og kun så længe det er nødvendigt for at kunne hjælpe dig. Jeg videregiver dem ikke til nogen.
Bliver du kunde, gemmer jeg det, der skal til for at kunne bogføre. Bogføringsloven kræver, at regnskabsmateriale opbevares i fem år efter regnskabsårets udløb. Bliver du ikke kunde, sletter jeg korrespondancen, senest når det står klart, at der ikke bliver noget.
Selvtesten på forsiden
Testen kører udelukkende i din egen browser. Dine kryds bliver ikke sendt nogen steder hen, og de bliver ikke gemt. Jeg kan hverken se, hvad du har svaret, eller at du overhovedet har taget den. Lukker du fanen, er den væk.
Cookies og sporing
Første gang du besøger siden, bliver du spurgt. Indtil du har svaret, bliver der ikke sat en eneste cookie til sporing, og der bliver ikke hentet så meget som en linje kode fra Meta eller nogen anden. Der er ingen forudindstillede flueben, og du skal ikke lede efter et nej.
Siger du ja til marketing, indlæser jeg Meta Pixel. Den sætter cookies i din browser og fortæller Meta, at du har været her, og hvad du har gjort på siden. Jeg bruger det til at se, om de annoncer, jeg betaler for, rent faktisk fører til noget. Meta er selvstændigt dataansvarlig for det, de gør med oplysningerne bagefter, og en del af den behandling foregår i USA på grundlag af EU-Kommissionens aftale om dataoverførsel til amerikanske virksomheder.
Kategorien statistik er sat af til at måle, hvor mange der besøger siden. Den er ikke i brug endnu, og der bliver ikke indlæst noget under den, før den er det.
Siger du nej, eller vælger du "kun nødvendige", sker der ingenting. Siden virker præcis lige så godt.
Dit valg bliver gemt lokalt i din egen browser, så du ikke bliver spurgt igen ved hvert klik. Det er den eneste ting, siden gemmer uden at spørge, og den er nødvendig for at kunne respektere dit nej. Du kan altid lave valget om med nederst på siden.
Hvem andre får fat i dine oplysninger
Jeg sælger og udlejer ikke dine oplysninger, og jeg deler dem ikke med nogen af markedsføringshensyn. Men jeg bruger nogle værktøjer for at kunne drive siden, og de behandler oplysninger på mine vegne:
- MailerLite udsender nyhedsbrevet og opbevarer listen af mailadresser.
- One.com hoster hjemmesiden og min mail.
Jeg har indgået databehandleraftaler med dem begge. Ud over det videregiver jeg kun oplysninger, hvis jeg er forpligtet til det ved lov.
Meta står i en anden kategori. Har du sagt ja til marketing, får Meta oplysninger om dit besøg, og de bruger dem også til deres egne formål. Der er de ikke min databehandler, men selvstændigt dataansvarlige. Du kan se og ændre, hvad Meta ved om dig, i indstillingerne på din egen Facebook- eller Instagram-konto.
Dine rettigheder
Du har ret til at få at vide, hvilke oplysninger jeg har om dig, og til at få en kopi. Du har ret til at få rettet noget, der er forkert. Du har ret til at få slettet dine oplysninger. Du har ret til at bede mig begrænse behandlingen, og til at gøre indsigelse mod den. Og du har ret til at få dine oplysninger udleveret i et format, du kan tage med et andet sted hen.
Skriv til tue@knudenimaven.dk, så svarer jeg inden for en måned. Det koster ikke noget.
Hvis du er utilfreds
Synes du, jeg behandler dine oplysninger forkert, må du meget gerne skrive til mig først, så vi kan få det løst. Du har også altid ret til at klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, datatilsynet.dk.
Tilbage til forsiden