Min mand er sur hele tiden. Hvad sker der med ham?
Hvis du har skrevet "min mand er sur hele tiden" i en søgemaskine, så er du sikkert træt. Træt af at gå på listesko. Træt af at gætte på hans humør, når han kommer hjem. Træt af at spørge, hvad der er galt, og få svaret "ingenting".
Jeg skriver det her som en mand, der har været ham. I mange år var jeg sur, stille og firkantet derhjemme uden selv at vide hvorfor. Det var min kone og mine børn, der mærkede det. Ikke mig.
Lad mig sige det med det samme: Det er sjældent dig, det handler om. Men det er dig, det går ud over. Begge dele er sande, og begge dele er vigtige.
Det handler sjældent om dig
Når en mand er sur hele tiden, er det let at tro, at det er noget, du gør. Du begynder at tilpasse dig. Du undgår emner. Du holder børnene stille. Du spørger forsigtigt.
Men meget ofte er surheden ikke en reaktion på dig. Det er det, der kommer ud, når en mand ikke kan mærke eller sige, hvad der foregår inde i ham. Irritation er den følelse, mange mænd har lært er tilladt. Den dækker over alt det andet: træthed, frygt, skam, sorg og pres.
Det gør det ikke okay. Det betyder bare, at det ikke hjælper at prøve at blive en bedre udgave af dig selv, så han bliver gladere. Det er ikke dig, der skal ændre dig.
Han mærker ikke, hvad han føler
Mange mænd har lært tidligt at klare sig ved ikke at mærke efter. Når du spørger, hvordan han har det, og han siger "det ved jeg ikke", så er det ofte helt sandt. Han ved det ikke. Han kan mærke, at noget er galt, men ikke hvad. Så kommer det ud som surhed. Læs mere om, hvorfor mænd ikke kan mærke deres følelser.
Pres, han ikke taler om
Arbejdet, økonomien, et syg forælder, en fornemmelse af ikke at slå til som far. Mange mænd bærer på pres, de aldrig nævner, fordi de tror, de skal klare det selv. Presset sætter sig i kroppen, og lunten bliver kortere. Han bliver ikke sur over skoen i gangen. Han bliver sur over alt det, der kom før skoen.
Gamle mønstre
Mange af os gør derhjemme, som vi så vores egen far gøre. Var der en far, der blev stille og trak sig, eller en far, der blev vred, så er det det velkendte. Det føles trygt, selvom det ikke er godt for nogen. Jeg var selv passiv aggressiv, stædig og firkantet. Det var det, jeg kendte.
Han er bange for at gøre det forkert
Det lyder måske mærkeligt, men mange mænd bliver sure, når de føler sig utilstrækkelige. Når du er ked af det, og han ikke ved, hvad han skal gøre, så føles det som at fejle. Og i stedet for at sige "jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre", bliver han irriteret.
Hvad du kan gøre
Du kan ikke mærke for ham. Men du kan gøre det lettere for ham at begynde, og du kan passe på dig selv imens.
- Vælg tidspunktet. Midt i et skænderi er ingen gode til at mærke efter. Tag samtalen, når I begge er rolige. Gerne side om side, på en gåtur eller i bilen. Mange mænd taler lettere, når de ikke skal kigge direkte på den anden.
- Spørg anderledes. "Hvordan har du det?" er svært at svare på. Prøv "Hvor kan du mærke det i kroppen?" eller "Hvad fyldte mest i dag?" Det er lettere, og det åbner ofte for mere.
- Sig, hvordan det påvirker dig. Ikke "du er altid sur", men "når du er stille hele aftenen, bliver jeg utryg og ensom". Det er sværere at gå i forsvar over for det, du mærker, end over for det, han gør.
- Giv ham tid. Svaret kommer måske først en time senere. Eller næste dag. Det er ikke et nej.
- Sig tak, når han prøver. Også hvis det kommer skævt ud. Det første, han siger, er sjældent det helt rigtige, men det er et skridt.
- Pas på dig selv. Du kan ikke være hans terapeut. Tal med en veninde, en søster eller en professionel. Du har også brug for et sted at lægge det.
Hvorfor det er så svært for ham at søge hjælp
Måske har du foreslået parterapi eller en psykolog, og han har sagt nej. Det er meget almindeligt, og det betyder ikke nødvendigvis, at han er ligeglad.
For mange mænd føles det at søge hjælp som at indrømme, at de har fejlet. De er vokset op med, at en mand klarer sig selv. Og når han ikke engang kan sætte ord på, hvad der er galt, kan det virke helt uoverskueligt at skulle sidde over for en fremmed og forklare det.
Det kan gøre det lettere, hvis den første samtale er kort og uforpligtende. Hvis den, han skal tale med, er en mand, der selv har været der. Og hvis det ikke handler om parforholdet, men om ham. Mange mænd vil hellere "blive bedre til at håndtere pres" end "gå i terapi". Begge dele kan føre det samme sted hen.
Prøv at tale om det, du har lagt mærke til, i stedet for det, han burde gøre. "Jeg kan se, at du er presset, og at du ikke rigtig har nogen at tale med" lander anderledes end "Du bliver nødt til at få hjælp".
Sådan ser forandringen ud
Når en mand begynder at mærke sig selv, sker det ikke fra den ene dag til den anden. Men du vil typisk opdage det i små ting:
- Han siger "jeg er presset i dag", før han bliver sur, i stedet for bagefter.
- Han tager en pause midt i en diskussion, men siger, hvornår han kommer tilbage, og gør det.
- Han lytter lidt længere, før han foreslår en løsning.
- Han siger undskyld til børnene, når han har været for hård.
Det er små ting. Men for dem, der lever med ham, er det kæmpe ting. Er du i tvivl om, hvad der foregår inde i ham, så læs også, hvorfor mænd ikke kan mærke deres følelser, og hvad der ligger bag vreden.
Det skal du ikke finde dig i
At være sur er én ting. Men hvis han råber ad dig, truer, kontrollerer, hvem du ser, eller gør dig bange, så er det ikke et spørgsmål om følelser, han ikke kan mærke. Så er det vold, også selvom ingen er blevet slået. Det skal du ikke stå alene med.
Når han er klar
For mig vendte det en dag, jeg sad i en samtale derhjemme, som jeg havde siddet i hundrede gange før. Jeg ville bare gerne have, at der var hyggeligt. Og så røg det ud af mig: "Hvorfor kan vi ikke bare have det godt?" Der gik det op for mig, at jeg ikke kunne give det, der blev bedt om. Jeg havde ikke sprog for det, der foregik inde i mig.
Det var der, jeg begyndte. Mange mænd har brug for et øjeblik som det, før de er klar. Du kan ikke fremtvinge det. Men du kan vise ham, at der findes hjælp, der er lavet til mænd som ham.
Jeg er ikke psykolog eller terapeut. Jeg er en mand, der har været der selv, og jeg taler med mænd, der vil lære at mærke, hvad de føler, og sige det, før det bliver til en konflikt. Den første snak er gratis, og han skriver bare sit nummer, så ringer jeg ham op.
Der er også svar til dig som partner i spørgsmål og svar.
Spørgsmål og svar
Hvorfor er min mand altid sur?
Ofte fordi han ikke kan mærke eller sige, hvad der foregår inde i ham. Irritation dækker over træthed, pres, frygt eller skam. Det kan også være depression, som hos mænd tit viser sig som surhed og tilbagetrækning.
Er det min skyld, at min mand er sur?
Sjældent. Surheden handler som regel om det, han ikke selv har mærket eller sagt. Men det går ud over dig, og det er rimeligt at sige, hvordan det påvirker dig.
Hvordan taler jeg med min mand om, at han er sur?
Vælg et roligt tidspunkt, gerne side om side på en gåtur. Sig, hvordan det påvirker dig, i stedet for hvad han gør forkert. Spørg "hvor mærker du det?" i stedet for "hvordan har du det?", og giv ham tid til at svare.
Hvornår er det mere end bare surhed?
Hvis han råber, truer, kontrollerer dig eller gør dig bange, er det vold, også uden slag. Ring til Lev Uden Volds hotline på 1888. Er der fare her og nu, så ring 112.