Når du ikke kan mærke dine følelser

Hvis du har tænkt "jeg kan ikke mærke mine følelser", så er du langt fra den eneste. Mange mænd kender det. Du ved godt, at noget er galt. Din partner siger, at du ikke lytter. Du bliver stille, sur eller firkantet og ved ikke helt hvorfor. Men når nogen spørger, hvordan du har det, er der kun to svar: fint eller træt.

Det er ikke, fordi du er defekt. Det er ikke, fordi du er kold. Det er, fordi du aldrig har øvet dig. Og det, man ikke har øvet, kan man lære.

Jeg skriver det her som en mand, der har været præcis der. I det meste af mit voksne liv var jeg det, jeg i dag kalder en træmand. Jeg fungerede. Jeg passede mit arbejde. Men jeg mærkede ikke, hvad der foregik inde i mig, og det var min familie, det gik ud over.

Du er ikke defekt

Når man ikke kan mærke sine følelser, er det let at tro, at man er født sådan. At nogle mennesker bare har følelser, og andre ikke har. Sådan er det ikke.

Følelserne er der. De bliver bare ikke opdaget. De kommer ud et andet sted, i stedet for at blive mærket og sagt højt. Som en kort lunte. Som tavshed. Som en knude i maven, der aldrig rigtig forsvinder. Som det samme skænderi igen og igen.

Det er en evne, ikke et talent. Og som alle andre evner bliver den stærkere, når du bruger den, og svagere, når du lader være. Har du i mange år klaret dig ved ikke at mærke efter, så er evnen bare blevet svag. Den er ikke væk.

Sådan ser det ud i hverdagen

Det er sjældent, at en mand siger "jeg kan ikke mærke mine følelser" af sig selv. Det viser sig på andre måder. Måske kan du genkende noget af det her:

• Du har kun få ord for, hvordan du har det. Fint, træt, stresset, irriteret.
• Du opdager først, at du var vred, når du allerede har råbt.
• Du siger ja til ting og bliver sur bagefter.
• Din partner siger, at du ikke lytter, og du tænker: Hvad er det nu, jeg har gjort?
• Du bliver stille eller går, når en samtale bliver svær.
• Du kan mærke uro, spænding eller tyngde i kroppen, men ikke hvad det er.
• Dine børn lærer at læse dit humør, før du selv har opdaget det.

Mange mænd lever sådan i årevis. Det virker jo. Indtil det ikke gør. Det sker ofte, når presset bliver større: et barn, et nyt job, en fyring, en krise i parforholdet. Så er der ikke længere plads til at sluge det hele.

Hvorfor sker det?

De fleste af os lærte det tidligt. "Tag dig sammen." "Store drenge græder ikke." "Det er ikke noget at tude over." Måske var der ingen, der sagde det højt, men du så, hvordan de voksne mænd omkring dig gjorde. De klarede sig. De talte ikke om det.

At lade være med at mærke efter er en strategi, og den virker. Den får dig gennem skoledage, fodboldkampe, eksamener og lange arbejdsdage. Problemet er, at den ikke kan slås fra. Du kan ikke kun lukke af for det ubehagelige. Når du lukker for vreden og frygten, lukker du også for glæden og nærheden.

For mig kom det til overfladen, da jeg blev far i 2008. Jeg var lige blevet fyret, vi var midt i en lejlighedsrenovering, og jeg gik fra at være i byen hver weekend til at være far på under et halvt år. Jeg kan stort set ikke huske det år. Der skete alt. Jeg var der bare ikke selv. Det var en depression, og jeg fungerede, men jeg mærkede ingenting.

Det, din partner mærker

Det sværeste ved ikke at kunne mærke sine følelser er, at man ikke selv kan se, hvad det koster. Det kan dem omkring dig.

Din partner mærker det, når du svarer kort og trækker dig. Når hun fortæller om noget, der fylder for hende, og du straks foreslår en løsning, i stedet for at lytte. Når I har det samme skænderi for tiende gang, og du stadig ikke forstår, hvad det handler om. Hun føler sig alene, selvom du sidder lige ved siden af.

Dine børn mærker det, når de går stille med dørene, fordi de har lært at aflæse dit humør. De ved, at far bliver vred, før far selv ved det.

Det er ikke for at give dig dårlig samvittighed. Det er fordi, det ofte er dét, der får en mand til at gøre noget. Ikke hans egen ubehag, men det, han ser hos dem, han holder af. Er det dig, der er manden, hun beskriver, så læs også, hvad der sker, når en mand er sur hele tiden, og hvorfor vreden kommer så hurtigt.

Følelser begynder i kroppen

Her er det vigtigste, jeg har lært: En følelse er en fornemmelse i kroppen, før den bliver et ord. Vrede kan være en stram kæbe og varme i ansigtet. Uro kan være sommerfugle i maven. Tristhed kan være en tyngde i brystet eller en klump i halsen.

Når du ikke kan mærke dine følelser, er det sjældent, fordi kroppen er stille. Det er, fordi du har vænnet dig til at overhøre den. Derfor er kroppen det bedste sted at begynde. Du skal ikke først finde det rigtige ord. Du skal først opdage, at der sker noget, og hvor.

Læs mere i artiklen om hvor følelser sidder i kroppen, eller prøv det med det samme:

Fem måder at begynde at mærke igen

Du skal ikke vende op og ned på dit liv. Du skal øve dig, lidt ad gangen, præcis som når man træner noget andet.

1. Stop op tre gange om dagen. Ti sekunder, hvor du spørger: Hvor i kroppen mærker jeg noget lige nu? Bare stedet, ikke ordet.
2. Spørg "hvor" i stedet for "hvad". "Hvad føler du?" er svært at svare på. "Hvor mærker du det?" er lettere, og det åbner ofte for mere.
3. Find ét ord før du sover. Læg en hånd på maven, og spørg: Hvad fyldte mest i dag? Sig det med ét ord. Har du svært ved at finde ordene, så brug listen over følelser.
4. Mærk efter, før du går ind ad døren. Bliv siddende i bilen i tre minutter, når du kommer hjem. Så ved du, hvad du tager med ind.
5. Sig det højt til én person. Det behøver ikke være stort. "Jeg er lidt presset i dag" er nok. Det er her, det begynder at gøre en forskel for dem omkring dig.

Når du begynder at mærke, kan det blive værre, før det bliver bedre

Det er vigtigt at vide på forhånd. Når man har lukket ned i mange år, kommer det første, man mærker, ofte ikke til at være glæde. Det er irritation, uro eller tristhed, der har ligget og ventet.

Det er ikke et tegn på, at du gør det forkert. Det er et tegn på, at det virker. Du er ikke ved at blive mere sur eller mere ked af det. Du er ved at opdage det, der var der i forvejen.

Jeg begyndte selv at kunne græde et sted undervejs, efter flere år i terapi. Jeg kunne sætte navn på en følelse, mens jeg stod i den, og sige den højt til et andet menneske. Det lyder ikke af meget. Det er alt.

Jeg er stadig ikke færdig. Når jeg bliver presset, kan jeg tage mig selv i at gå tilbage i de gamle mønstre. Forskellen er, at jeg nu kan mærke det i kroppen, når det sker. Og så når jeg at rette op, før det er for sent.

Hvad der ændrer sig, når du begynder at mærke

Det er ikke sådan, at livet pludselig bliver let. Men nogle ting ændrer sig, og de fleste mænd opdager dem i den her rækkefølge:

• Du opdager vreden tidligere. Ikke når du har råbt, men når kæben strammer. Så har du et valg.
• Du kan sige, hvad du har brug for. "Jeg har brug for ti minutter, før vi taler om det" er en helt anden aften end den, hvor du går i tavshed.
• Du kan lytte uden at løse. Når du kan mærke dig selv, bliver det lettere at være i det, den anden mærker, uden at skulle fikse det.
• De gode følelser kommer også tilbage. Glæden, roen, nærheden. Når man lukker for det svære, lukker man for det hele. Det gælder også den anden vej.

Hvornår skal du søge hjælp?

At have svært ved at mærke sine følelser er ikke en sygdom. Men det kan hænge sammen med noget, der skal tages alvorligt. Føler du dig tom i lang tid, har du mistet lysten til det, du plejede at holde af, sover du dårligt, eller har du tanker om, at det hele er ligegyldigt, så tal med din læge. Mænd med depression ligner tit mænd, der bare er sure, trætte eller travle.

Du behøver ikke gøre det alene

Det er svært at lære at mærke sig selv alene, af den simple grund, at man ikke kan se sin egen blinde vinkel. Det hjælper at have én at tale med, som stiller de spørgsmål, du har undgået at stille dig selv.

Det er det, jeg gør. Jeg er ikke psykolog eller terapeut. Jeg er en almindelig mand, der har været der selv, og som i dag taler med mænd, der vil videre. Den første snak er gratis.